den sidste. .
»Hvad er det for en Bog, du dér har?«
»En Roman, jeg har laant af Ravn.«
»Hvad hedder den?«
»Niels Lyhne.«
»Hvad vil du læse den Slags Bøger for?«
»Kender du den, Mo’r? Den skal være saa kønt og alvorligt skrevet.«
»Den er Løgn som alt det andet fra den Kant.«
Og hun strikkede ivrigt et Par Øjeblikke. Pludselig saá hun igen Carl ind i Øjnene, denne Gang saa varmt og bedende, og hun lagde sin Haand paa hans Knæ.
»Carl, sig mig — jeg har længe villet spørge dig, for der har i den senere Tid kunnet være Grund nok for mig til at ængstes — sig mig, hvordan staar det til med din Tro? Holder du fast ved Gud?«
Carl søgte at møde Moderens Blik, men det forvirrede ham, og han saá uroligt til Siden.
»Jeg tror det nok, Mo’r!« sagde han ganske lavt.
»Du er ikke sikker altsaa?«
»Under Tiden kan jo Tvivlen komme op; men Mo’r, er det ikke noget, der skér alle?«
— 148 —
