aftenvisiter.
»Først lod du mig dog lide den Haan, at du bød mig til Gæst paa det, der var købt til hende.
»At dit Hjærte kunde taale koldt og uden Tøven at bedrage den Lykke, som dine løgnagtige Ord havde skabt, dette er dog forst og fremmest det, som aldrig kan glemmes dig — aldrig.
»Og det har jeg lært, som jeg ikke vil lade mig byde: at dine Ord er de samme, dine Kærtegn, dine Navne de samme, fornærmende uforandret de samme til hende og mig.
»Gør intet Forsøg paa at finde en undskyldende Trøst deri, at jeg ikke elskede dig, og at jeg benyttede en kærkommen Lejlighed. Jeg elskede dig, Karsten, kun altfor højt — nu føler jeg Rædsel over min Blindhed, Foragt mod dig. Du skal vide det: jeg foragter dig, foragter dig som man foragter det æreløse.
»Man kan saares saa haardt i sin Kærlighed, at den dræbes. Man kan, naar ens Værdighed byder det, rive den ud.
— 140 —
