aftenvisiter.
Hun var ifærd med at løse Hatte-Elastiken af Haaret. Han stod med Ryggen mod hende og stillede Paraplyen op i et Hjørne; han var længe om at faa den til at staa.
»Vist var det, du.« Han saá halvt paa hende fra Hjørnet. »Du kan lægge Hatten dér paa Kommoden. — Men hvordan hittede du paa at gaa ad Køkkentrappen?«
»Jo, du havde jo sagt, at der var en Dør dertil, og saa for ikke at blive sét, gik jeg den Vej. Men jeg forstyrrer vel ikke? Havde du travlt, for saa gaar jeg?«
»Nej, aldeles ikke.« Han gik hen og tog hende om Skuldrene, klappede hende ned over Kinderne, og blev længe mekanisk ved dermed. »Men jeg venter rigtignok desværre fremmede om ikke ret længe. Jeg anede jo ikke, du kom, og saa aftalte jeg med Friis, at vi skulde være sammen i Aften. Men der er en hel Time til; han kommer vist ikke for halvti.«
Han saá hurtigt ned mod hendes Ansigt. Det trak ligesom op til lidt Bedrøvelse, men kun for et Øjeblik. Ellers intet at læse deri. Hun havde sikkert ikke anet Uraad.
— 130 —
