kornmod.
Der laa derhjemme et Brev og et Visitkort.
Paa Visitkortet, som Frits rev itu efter at have læst det, stod:
»Jeg skyndte mig selvfolgelig straks herud. Naar Nød og Sorg kalder, glemmer man alle bitre og fjærnende Tanker. Jeg holder mig hjemme i Aften for at vente dig. Din Carl.«
Brevet var fra Faderen.
Han gav sig ikke Tid til at læse det, men puttede det i Lommen.
Da han henimod Midnat sad og drak dry Champagne i et meget animeret Selskab hos Vincent i et af Kabineterne, kom han ved en eller anden Bemærkning pludselig til at tænke paa Brevet.
Han famlede efter det i sin Lomme, fandt det, brød det og læste, som om det var noget, der var ham uvedkommende, skrevet af en fremmed til en fremmed:
- »Min kære Frits!
At dit lange, indholdsrige Brev i Dag ikke har været mig ukært, sér du deraf, at jeg straks sætter mig til at
— 117 —
