kornmod.
var dette rasende idiotiske, dette foragtelige, som spyttede én i Ansigtet.
Og hvad risikerede man saa egenlig ved at sætte sig ud derover? Først endél Latter og Spydigheder, siden denne mere aparte Behandling mellem Vennerne indbyrdes bag éns Ryg — i værste Fald, at man blev nødt at søge sig en ny Omgangskreds, søge f. Eks. mere Familjelivets Glæder i Huse, hvor man sit Rusaar havde været en velsét Gæst. Men var det saa slemt? —
Nej, tværtimod. Det vilde være Befrielsen, nyt Mod, nye Kræfter. Og én Ven havde han dog ogsaa, som han saa kunde ty til, én, der sikkert vilde blive glad over atter at slutte en Pagt, som blev brudt, fordi Vejene var begyndt at divergere altfor meget.
Ja, ja, — saa skulde en Tid med Arbejde og Tilfredshed begynde. Til Jul første Del af Eksamen, næste Jul anden. —
Spares skulde der ogsaa i den Tid, noget af den værste Gæld betales, og saa, naar Eksamen var taget — —!
Ud i Fremtiden, langt ud og højt op,
— 109 —
