69
KOGLERIER FRA GAMLE DAGE
"Spis ikke for meget, for saa vil I faa Mavepine," sagde Kvinden.
Da de havde spist, sagde hun videre.
"Jeres Slægt vil snart begræde jer! Skynd jer nu hjem; hvis vore Mænd træffer jer her, vil de vist ikke lade jer leve."
Saa gik de ud og løb videre.
Det var Ryper i Menneskeskikkelse, de havde været hos. De antog nu, at det, de havde set tildækket med Skind paa Briksen, maatte være Menneskelig.
I Løb naaede de nu frem til Manik, Norden for Atanekerdluk, og var fremme ved Havet. De satte sig ned et Stykke fra Stranden, og "Langsom" sagde:
"Gid Røg maatte rejse sig paa Toppen af det Isfjæld dernede, saa at det kalvede, og Søerne trak os ud i Havet!"
"Ja, gid det maatte ske," sagde "Let".
Og straks rejste der sig Røg paa Toppen af Isfjældet, og det kalvede sammen til lutter Smaastykker.
"Vent, vent, "Let"! Lad os først se lidt paa Søerne, som rejses; de vil se saa dejlige ud!"
Straks rejste Søerne sig, og da Brændingen brød anden Gang mod Land, trak den dem med sig ud i Havet.
"Langsom" blev et Øjeblik svimmel, men snart gik det over, og da hun kom til sig selv, var "Let" borte.
Hun gik nu ned gennem Havet; men der var en, der tog fat i hendes Skulder og førte hende af Sted. Hun kendte Stemmen, det var hendes Bedstefaders; han hjalp hende. Nu kom de gennem en Flok Myg, der kløede og kildrede, saa det var forfærdeligt; det var Tanglus.
Saa kom de gennem store Skove, og i Skovene gik Hunde; det var Tangplanter og Hajer. Et Øjeblik blev hun svimmel igen og dukkede op tæt ved Stranden; da hun saa sig om, var "Let" lige ved Siden af hende. Og saa kravlede de op.
Først trak de Tøjet af sig for at faa det tørret en Smule,
