57
KOGLERIER FRA GAMLE DAGE
Aa — ja, ja! Det var i de Tider, da saadan noget kunde ske" ....
— — —
Under den sidste Halvdel af Historien havde gamle Beate rejst sig halvt op paa sine Knæ, og hendes underlige Fagter fik uvilkaarligt Tilhørerne til at rykke tættere sammen.
De blinde Øjne saa alt det, hun fortalte om; og hendes Hvisken gik gennem vor Rygmarv.
Ingen havde tænkt paa at passe Lamperne; Mosvægerne var forkullede, og der var bleven halvmørkt i det store, menneskefyldte Rum. Maanen strøg ind gennem Vinduet og faldt paa Beates Ansigt, — hendes indfaldne Kinder var feberrøde.
Hun lignede en gammel hedensk Præstinde, der havde forkyndt Folket en Aabenbaring …
Et stærkt Hosteanfald knækkede hende sammen, og snart sad hun igen ubevægelig paa sin Briks, som den gamle Oldemoder, der blot ventede paa den barmhjertige Død.
Men Børnebørnene skyndte sig hen til Lamperne for at faa Lys i Huset …
"STØVLEMANDEN"
Der gaar endnu Sagn om en Storfanger, man har kaldt "Støvlemanden", fordi han engang kom til Rigdom gennem hvide Mænd.
Men Historien gik for sig i de Tider, da vi endnu ikke havde hvide Mænd fast boende iblandt os.
En Dag tog han i Vrede ud i Kajak Nord paa; han roede ud langs Landene og kom om et Næs. Der laa Nysne paa Jorden, og han saa mange Rævespor.
"Det er jo Dyr, man plejer at fange i Fælde!" tænkte han; og da han var gnaven og trængte til at give sit Sind Luft, gik han i Land og byggede sig en Fælde af store Sten.
Derpaa roede han hjem og fangede undervejs to Sortsider.
