53
KOGLERIER FRA GAMLE DAGE
hen over Menneskene. Til sidst stak den sine frygtelige Hænder ind under Brikseskindet og løftede alle Menneskene op!
Hu! — Hu! Hele Huset genlød af Skrig.
Og hver Gang Menneskene løftedes op, raabte alle Hjælpeaanderne i Munden paa hinanden, og Huset rystede.
Midt under alt dette begyndte ogsaa Husstolperne at give Lyd fra sig; det var, som om man stak dem ned i frossen Sne og kørte dem rundt, saadan fløjtede de!
Alle rystede af Skræk og holdt sig for Ørene.
Men nu hændte der noget, der spilede alle Øjnene op mod det Sted, hvor den vantro Ugtukoq sad. En forfærdelig Stemme lod sig høre, og se: Et Genfærd viste sig i Døren. Det var "det aabne Øjes" Oldemoder: Underkæben var falden ned, og det afskyelige Gab savlede.
"He — he — he! Hvor er den vantro?" hvidskede hun; og saa strakte hun sine døde Fingre ud i Mørket.
Pludselig standsede hun foran Ugtukoq, overfusede ham med Skældsord; saa nær holdt hun sit Fjæs ned til ham, at der faldt en sand Støvregn af Spyt over hans Ansigt.
Ugtukoq blev ligbleg og skreg, saa højt han kunde, at nu troede han; han skulde aldrig mere tvivle! Og han rystede over hele Legemet.
Saa forsvandt Genfærdet.
Endelig bad Uvineq om at faa Lamperne tændt; han var færdig. Og de kristne kunde igen komme frem fra deres Skjul. Ingen af dem havde set eller hørt noget.
Derpaa fortalte Uvineq om, hvad han havde faaet ud af sine Aandebesværgelser. Det blev opklaret, at det var den afdøde Kælling, der havde lavet Ulykkes-Sælen; Drengen vilde en Tid sygne hen, men saa vilde der pludselig komme en Bedring i hans Tilstand, og han vilde blive rask.
Derpaa rejste den store Aandemaner bort, og alle bragte ham Gaver for det, han havde gjort.
Og hans Spaadom gik i Opfyldelse. Drengen sygnede først hen; hans ene Ben blev sygt, alt Kødet raadnede bort,
