KOGLERIER FRA GAMLE DAGE
"DET AABNE ØJE"
Gamle Beate havde ligget i mange Aar paa sin Briks og ventet paa, at Døden skulde komme og tage hende. Det var saa længe siden, hun havde været ude, at hun nu kun ejede Sengetøj. Hun sad længst tilbage i Huset, bøjet sammen med korslagte Ben, og rettede sig kun ud, naar hun skulde sove. Hendes Øjne saa ikke mere, og Stemmen var bleven hviskende af Ælde.
Dagen igennem hørte ingen hende nogen Sinde tale; men en Gang imellem, ud paa Aftnerne, kunde hun endnu leve op. Det var, naar hendes Børn og Børnebørnsbørn samlede sig om hende og bad hende fortælle Sagn fra gamle Dage.
Da rettede hun sig op i Sædet, førte de hentørrede, knoglede Fingre hen over de rindende Øjne og hostede anstrengt for at faa fat paa sin sidste Smule Rest af Stemme.
Gamle Beate levede ikke længere med de levende Mennesker, og naar hun vaktes til Live, var det kun for at tale om dem, som længe havde været døde.
Men for os andre manede hun sin første Samtids Genfærd frem, hver Gang hendes hæse Stemme begyndte at skælve i Ekstase over Minderne; da kunde der komme en sær Glans over de blinde Øjne, de slappe, magre Arme fik Kræfter til malende Gestus, og der laa Aarhundreders Mystik over hvert eneste af hendes Ord .....
— — —
Det var hen paa Efteraaret — under de korte Dage og det gode Klapmydsetræk. Grønlænderne levede i foreløbig
