48
MOSES
snor et Stykke af Snærten om sit Haandled og rykker den saaledes løs igen.
Pludselig mærker han noget som et Vindpust til venstre for sig — alt Djævelpak kommer altid fra venstre — og han vender sig om og ser en Skikkelse skyde frem foran Opstanderen hen mod Hundene. Det var umuligt at blive klog paa Ansigtet; højre Arm var løftet op derfor, og Hovedet var bøjet ned mod Brystet....
Han var klædt i Skind, der ikke var syede, men sammensnørede. Særlig Støvlerne havde forbavset Otto. De var flettede af Straa med et meget smukt Mønster. Manden for af Sted, men ingen Bevægelse var at mærke; det ene Ben holdtes løftet i bøjet Stilling, og saaledes skar han ganske lydløst gennem Luften. Somme Tider naaede Skikkelsen helt frem til venstre Fløjhund, og denne snerrede og knurrede da og pilede af.
Aanden fulgte længe med Slæden; til Tider søgte den at komme helt ind over Manden, men det lykkedes aldrig. Først nede ved Angmalortoq — Bakken ganske nær ved Husene — var Otto igen alene.
"Hvad tror du nu, at det kunde være for noget?" spørger Moses mig hviskende.
"Tror du ikke, at Otto har været træt, og at hans Øjne har narret ham?" foreslaar jeg.
"Men Hundene da? Hvad tror du, det kunde være, de gøede saa voldsomt ad?" spørger Moses indtrængende.
"Asukiaq!" (Det ved jeg ikke!) var det Svar, Moses maatte lade sig nøje med denne Gang; jeg var optagen af at styre Hundene.
Vi fløj hen over Isen. Hundene slikkede hverandre om Snuden, viftede med Halerne og strakte ud i Galop. De var i det rette Farthumør, og det var en Fornøjelse at køre med dem.
Men Moses, som ikke har mere at fortælle, fortaber sig i Betragtninger over alt det, hans lille Hjerne ikke kan begribe.
