43
EN MODERNE JOMFRU MARIA
sædvanlig af Ulke. Konen var endnu mere forkommen og sammenfalden end første Gang, jeg saa hende.
Ved min Afrejse gik jeg op og spurgte, om der ikke var noget, jeg kunde hjælpe hende med. Det gav et Ryk i den gamle Jonasine Amalie, og hun rakte mig sin knoglede Haand.
"Tak! — Tak! Gud være lovet, han, som ikke glemmer en gammel Synderinde.... Men ser du: Klæder trænger jeg ikke til; jeg vil aldrig mere faa Himlen og Havet at se! Og Mad behøver min Krop næsten heller ikke; det er kun Livsaanden, der holder mig borte fra Graven.
Men — men — bliv ikke vred! Du er jo en fin Herre!" Og atter rakte hun mig sin skælvende Haand og slog Øjnene ned af Undseelse, da hun langsomt hviskede:
"Aa, giv mig blot en stor, stærk Skraa! Det er saa længe, længe siden…"
Det var gamle Jomfru Maria's sidste Ønske.
