19
MENS JORDEMODEREN VENTER
dem i Søvn. Jeg lagde mig nu ned mellem Klyngerne paa Gulvet, mens Frederiksen kravlede op til sin Ægtemage paa Briksen.
Judithe fortalte fortræffeligt, og jeg faldt snart i Søvn.
Ud paa Morgenen vaagnede jeg forfærdet ved, at den frugtsommelige vaandede sig. Hun rejste sig fra sit Leje og vraltede hen til den store Urinspand henne under Vinduet og satte sig paa Kanten; jeg gned Øjnene, jo sandelig — hun var falden i Søvn derhenne!
Det saa foruroligende ud, og jeg rejste mig over Ende; men i det samme blandede en beroligen Hvisken sig i den almindelige Snorken, og Ordene lød, som følger:
"Sov kun! Jordemoderen vaager!"
Det var Judithe; da forekom det mig, at jeg som Husets Gæst med god Samvittighed kunde føje ogsaa min Snorken til det store Kor — i den sikre Forvisning om, at intet vilde komme bag paa os.
Jordemoderen ventede …
