Side:Under Nordenvindens Svøbe.djvu/30

Denne side er blevet korrekturlæst

16

MENS JORDEMODEREN VENTER


Vi forfulgte Sagen til sidste Instans; og nu gik vi til Judithe, Jordemoderen, som skulde afgøre vor Aftens Skæbne. Ogsaa hun var blandt de dansende.

"Vi skulde spørge dig fra Malakias, om — — —"

"Naa, er det nu endelig galt fat der! Det skal da ogsaa altid — —".

Hendes sidste Sætning kvaltes i de unge Pigers Latter.

"Nej, nej, vi skulde bare spørge, om det gik an at danse derhenne i Aften?"

Judithe's Ansigt klarede op til at stort Smil, og vi havde Tilladelsen med det samme.

"Barbara maa da oven i Købet være glad for de Tidkort!" mente hun.

— — Nu blev Gulvet fejet, og Husets Børn og ældste klædte sig af og lagde sig paa Briksen.

Men Musiken — der fandtes kun en eneste Harmonika paa Pladsen! Gamle Essaias reddede nu Situationen. Han havde en Violin; det var flere Aar siden, at han havde spillet paa den; og da den blev hevet frem fra hans store Værktøjskasse, manglede alle Strengene! Men Instrumentet blev i en Fart støvet af, og en af de unge Piger lavede Strenge af Hvalrossener. Buen var i Orden. Og saa kunde Dansen endelig begynde .....

Mærkelige Grønlændere! Ingen kan som I glemme al Livets Møje i en Dans. Ingen kan som I lægge en Lemmernes Ekstase ind i en Reel!

Vi dansede til langt ud paa Natten. Gamle Essaias gned de kaadeste Dansemelodier ud af Hvalrossenerne; han kunde aldrig blive træt. Og Aftenen igennem var der over hans rynkede Ansigt et Udtryk saa mildt og forklaret, som om han sad fordybet i Andagt.

Først da Jordemoderen fandt det passende at byde op til Afdansning, tømtes Malakiæ gæstfri Hus.

Efter Dansen stod vi ude og "dampede af", da en ældre Mand, min Ven Mikael Frederiksen, kom hen og slog