MENS JORDEMODEREN VENTER
Regnen skyllede ned! Naar Skyerne trak sig sammen i tunge Byger og tømte sig ud over Jorden, sang det hen over Fjældene af smeldende Draaber.
Den sommertørre Jord kunde ikke suge al Himmelens Overflod i sig; Smaasøer gik over deres Bredder, og grumsede Elve jog ind i Pløret mellem Husene.
Regndraaberne faldt saa tæt og tungt, at de slog sære Klange af Havet, der vred sig i lange Dønninger. Hundene luskede om med vaade Pelse og krumme Rygge og smaapeb; de gad ikke engang æde af de friske Affaldsdynger paa Møddingerne.
Kun Menneskene tog slet ikke Regnen højtideligt, men styrtede festklædte fra Hus til Hus. Unge Piger med Silkeanoraker, Spragleskinds Bukser og lange hvide Støvler trippede over Elvene og forsvandt i Husgangene, — unge Mænd fulgte efter.
Alle de lange, smalle Skorstene pulsede Røg i Vejret, og hver Gang Vinden stod paa, lugtede det saa voldsomt af brændte Kaffebønner, at man snerrede Næseborene sammen.
Paa Pladsens eneste offentlige Bygning vajede Dannebrog; thi det lille Udsted havde Besøg af sin Præst, og i Dag fejrede man Konfirmationsfest .....
Præsten var saa hensynsfuld at holde Konfirmation om Efteraaret under det gode Hvalrostræk; saa havde alle godt om Kontanter. Dagen forinden var hele Konebaadsladninger med Spæk førte til Handelsstedet for at omsættes i
