9
STORFANGEREN OJUVAINATH
forsvarligt og forlades for et Par Maaneder. Som Regel medføres intet uden Bøsserne, Kaffe og Tobak; undertiden ogsaa et lille Tøjtelt. Naar man paa Vandringerne kommer til gode Renfelter, slaar man Lejr. Kvinder og Børn efterlades, og Mændene gennemstrejfer i flere Dage Omegnen. Byttet bæres hjem til Lejren, og Kødet skæres i tynde Kager, der lægges til Vindtørring paa Klipperne. Et helt Rensdyr paa Ryggen en hel Dag igennem — over et besværligt Bakkedrag — regnes ikke for noget, naar det da ikke er en alt for stor Tyr.
Ved de forskellige Lejrpladser — man drager jo længere og længere inde i Landet — dannes Forraadsdepoter af det tørrede Kød, som paa Hjemvejen bæres ned til Konebaaden. Det er lange Dagsmarcher — fra tidlig Morgen til sen Aften — og ofte kan det jo være haardt nok for 5—6 Aars Purke; men de bliver ogsaa Rensjægere, før de har staaet for Præsten.
Kvinderne døjer ogsaa ondt, før de faar øvet sig op; de maa jo bære adskillige Pund paa deres Rygstykker. Saa hænder det ikke sjældent, at de læner Byrden mod en Sten og giver tabt. Og naar man saa vil være rigtig ondskabsfuld, behøver man blot at sige til dem: "I stakkels Kvinder, der maa døje saa meget ondt! Tænk bare paa dem derhjemme, der driver paa Briksen uden at være det mindste trætte!" — Saa brister de i Graad og er ikke saadan at trøste. Og de forbander Jagtlivet og lover sig selv, aldrig at ville tage med mere. Men snart vænner de sig til at ligge ude uden Telt, til at gaa langt og bære meget, og saa glemmes alle Genvordigheder og Løfter med det samme. Og næste Aar, ved første Rensjagt er Kvinderne altid de første, som vil med. Og naar Konebaadsbesætningen saa er fuldtallig, og vi forlader Husene, saa er der mange, der græder, af de Kvinder, der ikke kom med.
En Række Solskinsdage, hvor man nyder Livet; Regnvejrsdagene enten i Telt eller i Klippehule, hvor man maa
