193
EN FRISTELSE
talte i Munden paa hinanden. Det var hans Hjælpeaander, der kom til. Bier surrede rundt omkring ham, og vi hørte nede fra Gulvet, langt nedefra under Jorden, et Kor, der sang Aandeviser. Det lød dejligt, ja som Salmesangen i Kirken hernede …
Jeg rystede af Angst. Hans Hjælpeaander gav sig surrende og brummende til Kende fra Loftet, fra Husmuren og helt nede fra Gulvet. Ja, det hele var ubegribeligt!
"Saa, nu kom Amarsiniôq," sagde han endelig, og vi hørte en stærk Larm inde fra Huset. Ingen af os sagde et Ord; jeg skælvede af Angst og jeg havde en Fornemmelse af, at man flaaede Huden af mig, ganske langsomt trak Skindet af mig oppe fra Hovedet og nedefter.
"Er min Amarsiniôq ikke her i Huset?" sagde Qanguatse. Vi kunde ikke faa et Ord frem af Skræk og turde heller ikke flygte gennem det lange, mørke Hus.
"Amarsiniôq" er et stort Uhyre med aaben Ryg, klædt i Netsideskind; ja, han har et helt Hul i Ryggen! Og naar han ser Børn alene, røver han dem og stikker dem ned i sin hule Ryg.
Vi hørte Uhyret rumstere inde i Huset, men kunde ikke se det, da det var mørkt. Saa holdt Qanguatse pludselig op med at gnide paa Stenen, og der blev igen stille i Huset.
"Ser I, det er nok Umagen værd at lære den Slags Kunster; det er noget andet end at tosse om og lege. Jeg er forældreløs ligesom I og har aldrig haft rigtig hjemme mellem Mennesker. Man brød sig ikke om mig, og saa gik jeg lange Ture alene for at blive Aandemaner.
Der lever mange sære Væsner oppe mellem Fjældene og nede ved Havet under Fjæren; de blev mine Hjælpeaander. Til Fjælds mellem disse er jeg mere hjemme end blandt Menneskene. Kom med op i Fjældene, saa skal jeg lære dig mange Ting!" sagde han til mig.
"Vi gaar hen til en udtømt Sø, og jeg skal gnide min
