192
EN FRISTELSE
havde jeg helt glemt, for det var saa længe siden, jeg Dumrian! — Og saa fortalte jeg det hele, hvorledes det var gaaet til, og min Lærer blev glad, fordi jeg udleverede det onde.
Fra den Dag forstod jeg med Lethed alt, hvad der blev mig forklaret, og selv Bogstaverne fik jeg nogenlunde lært.
Nu skal du faa mit Skriftemaal!
Det var ved Igdluluarssuit paa Østkysten; Maja og jeg legede sammen i et stort, tomt Hus. Det var om Efteraaret, Folk laa endnu i Telt. Det var mørkt derinde, og vi legede Skyggeleg (tarqajaq).
"Tarqajauvutit", ("du er en Skygge") raabte vi til hinanden, "ata — ata — ata!" Og saa løb vi skræmte om i det mørke Hus, skrigende og skubbende til hinanden.
"Du er Skyggen! Atata — ata — ata!" skreg vi og snublede om i Mørket.
Der var ingen, der tænkte paa os, og vi havde det morsomt med vor Leg. Vi var halvvoksne Tøse, og ingen savnede os. —
"Hvad er det, I bestiller?" sagde pludselig en inde i Huset, og vi kendte ham paa Stemmen; det var den store Aandemaner Qanguatse.
"Vi leger Skygge," svarede vi.
"Narrestreger!" sagde han, "Legeværk! Der er ingen virkelig Morskab ved blot og bar Leg. Nej, lidt Troldomskunst er der noget ved; det er det eneste, som virkelig er Morskab."
Det gøs i mig. "Hvad mon han nu har for med os"? tænkte jeg, og jeg blev bange, for jeg havde allerede dengang i Tankerne bestemt, at jeg skulde ned til de døbte.
"Kom, saa skal jeg lære jer noget morsomt," sagde han og førte os ind i en Krog af Huset, hvor der var mørkt. Han satte sig ned og gav sig til at gnide imod en Sten, mod venstre naturligvis, ad det ondes Retning.
Straks hørte vi en underlig Snurren, og flere Stemmer
