EN FRISTELSE
I Fangerlejren ved Kangigdlinguaq, Nordøst for Kap-Farvel, boede den gamle Jomfru, Majuvartariaq ("Opgangsstedet"), som i Daaben havde faaet Navnet Nikoline; hun var c. 40 Aar, skeløjet, med begyndende Stær paa begge Øjnene, stumpnæset og skævmundet af for megen Skraa.
Naar hun lo, aabnede hun for de gule Tænder, og de Viskelæders Kinder samlede sig i en Klump ud for Kindbenet, saa Skraasavlet drev ned ad hendes Hage.
Hun var saa grim, at man paa Forhaand fik Medfølelse med hende.
En Aften efter Mørkets Frembrud gik jeg op over den lille Fjældkam bag vort Telt for at aflægge den gamle Jomfru et Besøg. Jeg medtog et Lys — jeg vidste, at der vilde være mørkt i hendes Telt — Tændstikker, en Rulle Skraa og en Beskøjt. Disse Gaver vilde gøre hende lykkelig.
Det varede noget, før jeg fandt hendes beskedne Telt: et gammelt Konebaadsbetræk, der var rejst over et Par Aarer; i Mørket løb det ganske sammen med Jorden, saa jeg opdagede det ikke, før jeg var lige ved at træde op i det.
"Aa, at du dog kommer med alt dette! Nej, se dog! Taknemlighed fortærer mig arme Udskudsmenneske!" stammede Nikoline.
Jeg satte mig ind hos hende, hun tog sig øjeblikkelig en frisk Skraa og tændte Lyset. Da vi havde siddet lidt sammen og talt om ligegyldige Ting, bad jeg hende fortælle lidt om den Tid, hun var Hedning paa Østkysten.
"Blot nogle uskyldige Sagn!" foreslog jeg.
