158
INSEKTERNES FRIERI TIL PEBERSVENDEN
"Der var engang, ja — — — jeg var vaagnet hen paa Aftenen og var roet ud, da jeg hørte en Mand raabe paa Hjælp. "Jeg er kæntret!" raabte han, og saa roede jeg hen til ham og bragte ham paa ret Køl; og da jeg skulde se til, var det en af de næseløse."
"Godt var det, at du ikke dovent drev om ved Husene," sagde den næseløse til mig.
"Naa, jeg var saamænd lige kravlet i Kajaken," sagde jeg."
— — — Og saaledes fortalte han alt, hvad der var hændet, og mistede fra den Dag af Evnen til at fange, thi hans sørgelige Søvnighed tog nu ligesom tidligere al Fangstlejlighed fra ham.
Til sidst havde han ikke længer Skind at give sin Kone til Klæder, og saa løb hun fra ham. Manden satte efter hende, men Konen undslap ind gennem en Fjældrevne, som Manden ikke kunde presse sig igennem.
Pebersvenden lagde sig paa Lur, og han hørte det hviske inde fra Klipperevnen:
"Gaa du nu ud til ham!"
Og saa kravlede en Spyflue ud og sagde:
"Tag mig!"
"Dig vil jeg ikke have," sagde Pebersvenden, "du suger jo Næring af Skarn."
Saa lo Spyfluen og kravlede ind i Fjældsprækken, og Manden hørte den sige:
"Næ, mig vilde han ikke have, fordi jeg sugede Næring af Skarn."
Og saa begyndte de igen at hviske inde i Hulen:
"Gaa du nu ud!"
Og saa kom en Flue ud.
"Du kan faa mig," sagde den.
"Nej, dig gider jeg ikke have," sagde Manden, "fordi du ganske planløst lægger Æg. Dig vil jeg ikke have; dine Øjne er saa usselig store."
