Side:Under Nordenvindens Svøbe.djvu/169

Denne side er blevet korrekturlæst

155

INSEKTERNES FRIERI TIL PEBERSVENDEN


"Ak, Og det er mig her," sagde Rypen, "som aldrig før nærmede mig Havet, saa snart Isen løsner sig ved Sommertide."

Rypen var bleven saa medgørlig,

"Nu kan du jo give dig til at vræle, nu er det Tid at raabe!" skreg Havliten, der havde grebet Rypen i Armen.

Men Rypen var saa angest, at den sank sammen, selv om den fik Fodfæste paa Fjældhylderne.

"Ak, og det er virkelig mig, som ved Sommertide er saa angest for Havet!" skreg Rypen.

Plump! — Og saa saa man nogle Bobler. De forsvandt og blev borte, og Solen flyttede sig paa sin Bane, og det gik ud over den Tid, Klapmydserne holder Vejret, naar de søger i Dybet for at finde Æde.

Men se: Havliten brød med eet Havets Overflade, og dens hvide Bryst var øverst.

Den var død. — Men hvor blev den anden af?

Henne ved Strandkanten begyndte det at boble, og op af Havet skød Rypen med en Rødfisk i Munden.

"Qaqe-qa-qaoq!" (Saa kom man da med Nød og Næppe op igen.)

Og da den saa, at Havliten død flød om paa Havet raabte den:

"Ja, nu kan du jo vrænge ad mig, nu først begynder jeg at føle Vrede."

Og saa løb den opefter mod Land og forsvandt i Fjældene.

Og siden søgte den aldrig Udsigt over Havet.

Her ender denne Historie, og lad ham da som sædvanlig lyske sit Mavebælte!


INSEKTERNES FRIERI TIL PEBERSVENDEN.

Der var engang en Pebersvend.

Saadan er det jo, man plejer at begynde en Fortælling.