146
DE TO BRØDRE
"Jeg vil foretage en Aandeflugt," sagde han.
Bopladsfællerne kom, og Lamperne slukkedes. Han begyndte nu at hæve sig i Vejret og for som Broderen ud af et Hjørne i Vinduet. Og han fulgte sin Broders Vej ind i Landene. Broderens Bane i Luften var som en stor, udspilet Tarm, som Vinden blæste igennem. Endelig fik han Syltinden i Sigte og satte sig der. Han saa ned og sagde:
"Ikke troede jeg længere, at der var noget Gensyn for os; jeg, som troede, at han var død!"
Og da han lod sine Øjne falde nedefter, saa han Broderen sidde afklædt i Hus og gnave af en Bjørnefod. Han lettede og sprang lige ned foran Broderen.
"Aj, der var noget, der slog Gnister her lige ved Siden af!" sagde Broderkonen.
"Nu skal jeg engang gemme mig, saa kan du jo søge efter mig," sagde Manden, der vidste, at Broderen var kommen. Og saa gik han ud og gemte sig, og Konen gav sig til at søge efter ham. Hun hørte noget tale fra en Fjældspalte, men hun saa intet og gik ind.
De to Brødre talte nu længe sammen.
"Naar Foraaret kommer, skal jeg besøge jer!" sagde Poulineq. "Jeg skal tage min Kone med og komme paa Slæde. En Dag, naar en Falk kredser over dit Hoved, skal du søge Land, og da skal jeg komme til dig!"
Derpaa for Ilimageq hjem.
Da Foraaret kom, rejste han ud til Egne, hvor Isen laa jævn, for at fange og for at afvente Broderens Komme. Der var aabent Vand lige ud for Land, men inde i Fjorden laa Isen, og han spejdede ofte efter kommende Slæder.
En Dag var han ude i Kajak, da en Falk begyndte at kredse over ham. Han sagde intet, men vendte Kajaken og roede indefter. Han roede og kom ind til den faste Is. Der lagde han til og gik op.
"Man kan vel forsøge at tage en Sæl," sagde han til sig selv og gik ud paa Isen. Han gik indefter mod Land,
