144
DE TO BRØDRE
Og saa gik hun ud og afskar selv et Hoved; det var oven i Købet det største, hun havde søgt ud.
Det fortælles, at Poulineq's Kone havde vendt sig mod en gammel Pebersvend. Ham levede hun hos, naar hendes Mand var paa Fangstrejser. Naar han ude paa Havet kom roende indefter, saa han dem ofte gaa sammen inde paa Land. Pebersvenden selv havde ingen Kajak, men han var stærkere end andre der paa Pladsen.
Endelig skete det, at alt vendte sig mere og mere mod Vinteren, og saa var det Vinter en skønne Dag.
En Vinteraften i de Tider, da Mørket faldt tæt om Landene, gik Poulineq ud og kaldte sine Bopladsfæller sammen.
"Jeg vil foretage en Aandeflugt!" raabte han.
Saa kom de alle for at høre, og Poulineq begyndte at besværge sine Hjælpeaander.
Med eet gav han sig til at lette paa sig, flyve op i Vejret, og da han var kommen saa vidt i sine Besværgelser, sagde han til sin Kone:
"Naar jeg nu er kommen ud, kan I to jo ligge sammen!". Og efter disse Ord for han ud af det ene Vindueshjørne.
Han fløj indefter mod Land, og han kom videre og videre fremefter og fik et stort Fjæld i Sigte, et Fjæld med en Syltinde. Han dalede lige ned paa Tinden og hvilede sig paa den med sin ene Fod, idet han snurrede rundt.
Han saa nedefter, og se: et Hus fangede hele hans Opmærksomhed. Han stirrede derned og kunde se, at en Kvinde stod paa Gulvet og flænsede. Ved Siden af hende stod en af de enligt vandrende (Piger) og ventede. Han lettede og sprang derned.
"Aa, jeg synes, det slog Gnister lige her ved Siden af!" sagde Konen.
"Ja, hvem kan det være?" svarede Manden.
Og den unge Kvinde, som var deres Datter, blev bange, men hendes Forældre gav sig til at mane Aanderne.
