142
DRENGEN, SOM FOR TIL GENFÆRDENES LAND.
"Qalanganguase er her ikke," sagde de, da de kom ind.
"Jovel er han saa," sagde Drengen; "jeg har gemt mig herinde, da et Genfærd kom ind. Det drak af Vandspanden."
Da Folkene skulde se til Vandspanden, var den halvt fyldt af Lus; alt i den var i Bevægelse.
Siden hændte det igen, at Folkene tog paa Fangstrejse, og saa blev Qalanganguase igen alene tilbage. Han sad der ganske alene i Huset, da Vægge og Støtter med eet begyndte at ryste, og en Mængde Genfærd faldt ned i Huset, det ene efter det andet; og det sidste genkendte ham; det var hans Søster, der for nylig var død.
Midt paa Gulvet begyndte nu alle Genfærdene at lege; de brødes, de fortalte Historier og lo i eet væk.
I Begyndelsen var Qalanganguase bange for dem, men til sidst blev de ham en behagelig Tidkort i Natten, og først da man begyndte at høre de kommende Bopladsfolk, for de ud af Huset.
"Vogt dig vel for at sladre! Saa vil din Underkrop faa Kræfter, og intet skal mere være dig umuligt!" sagde Genfærdene, og en for en faldt de ud af Husgangen. Kun Qalanganguase's Søster kunde ikke komme ud; det var, fordi hendes Broder havde passet hendes lille Barn, havde rørt ved det. Og Folkene var lige ved Husgangen, da hun endelig faldt ud, Søsteren. Man fik lige set Skyggen af et Par Fødder.
"Aj, hvad var det? Det var, som om jeg saa et Par Fødder forsvinde der," var der en, der sagde.
"Ja, nu skal I bare høre!" sagde Qalanganguase, som allerede var begyndt at komme til Kræfter. "Her har været fuldt af Mennesker, og hele Natten kortede de for mig, og nu, siger de, skal jeg begynde at blive rask."
Næppe havde Drengen sagt dette, før Kræfterne atter langsomt forlod hans Legeme, der nu som før levede ved Aanden.
"Man vil udfordre Qalanganguase til Sangkamp!" hørte han dem sige, som han laa der. Og saa bandt de Drengen
