138
RAVNEN OG ØMMERTEN
de ud; og saaledes sagde de altid det modsatte af, hvad de mente.
Men da de saaledes var fulde af Løgn, var der engang en gammel Mand, som tryllede Talens Gave fra dem, og derfor kan Ravnene kun skrige.
Men deres Natur beholdt Ravnene dog, og de er den Dag i Dag fulde af Vredagtighed, Løgn og Tyvagtighed.
RAVNEN OG ØMMERTEN.
Ved du, hvorfor Ravnen bare er sort, saa kedelig sort? Det skylder den sin Stædighed. Nu skal du bare høre:
Det var i de Tider, da alle Fugle skulde have deres Farve og Mønster i Fjerene. Saa mødtes Ravnen og Ømmerten og blev enige om at smykke hinanden.
Ravnen tog først fat og tegnede Ømmerten sort med smukke hvide Mønstre.
Ømmerten, som syntes, at det var smukt, gjorde Gengæld og tegnede Ravnens Dragt ganske som sin egen.
Men da blev Ravnen vred og fandt sit Mønster hæsligt; og Ømmerten, som blev ærgerlig over Ravnens Vrøvl, klattede den sort over det hele.
Ser du, saaledes gik det til, at Ravnen blev sort.
RAVNEN OG GAASEN.
En Ravn forelskede sig i en Gaas og vilde gerne have hende til Kone, men Gaasen vilde ikke.
"Du er for tung en Flyver," sagde den, "du vil ikke kunne følge os, naar vi drager bort over det store Hav; der findes ingen Steder, hvor du kan hvile dig; bliver du træt, vil du drukne."
Men Ravnen var stædig og forelsket.
"Der findes i Verden intet, som kan trætte mig," sagde den vigtigt. Og saa endte det alligevel med, at Gaasen gav sig og blev Ravnens Kone.
Naar Ravnen favnede den for ømt, plejede den at sige:
