134
AANDEMANEREN AUTDARUTA
linger; og nu var han tæmmet, — hvad enten det var Præsten eller hans egne Handlinger, der havde avet ham …
Før jeg forlod Distriktet, fik jeg Lejlighed til at foretage
en Rejse sammen med Christian. Rejsen strakte sig over
en Maaned, og Christian, som imidlertid havde sluttet sig
stærkt til mig, vilde endnu have fulgt mig, hvis han ikke
var bleven saa stærkt angreben af Fnat, at han maatte lade
sig indlægge paa Sygehuset i Julianehaab.
Vi boede en Tid lang alene paa et Kirkeloft, og navnlig i den Tid fik vi talt meget sammen.
Christian havde jo paa Østkysten været Aandemaner, og naar han talte om den Tid, fik jeg det bestemte Indtryk, at han endnu troede paa Eksistensen af visse overnaturlige Kræfter og Væsner, som han kunde tvinge ind under sin Vilje. Over for mig havde han ingen som helst Grund til at lyve; tvertimod var han som nydøbt interesseret i at slaa en Streg over sin Fortid.
Han fortalte mig følgende om sin Uddannelse som Aandemaner:
"Da min Fader var død, gik jeg ofte ud paa Vandringer; jeg gik lange Ture i Fjældene, fordi jeg følte, at jeg var bleven alene. Det var paa de Tider, da Stenurterne vokser frem, og jeg plukkede dem til Spæksyltning for Vinteren.
En Dag oppe mellem Fjældene hørte jeg nogen bryde ud i Sang; jeg søgte, men fandt ingen Mennesker.
Hvorfor mon jeg skulde høre denne Sang? tænkte jeg ved mig selv og gik hjem.
Den næste Morgen mod Dag gik jeg igen op mod Fjældene, og da hørte jeg det samme; der var nogen, som brød ud i Sang.
Hvorfor hænder det mon mig? tænkte jeg. Samtidig ser jeg to Mænd komme hen imod mig. Det var Indlandsboer.
"Vi havde ondt af dig, fordi du var faderløs; derfor
