AANDEMANEREN AUTDARUTA.
Mærkeligt nok havde jeg læst om Christian, før jeg selv traf ham; i et lille Missionsblad havde jeg set et Par Linier, som gav mig Lyst til selv at lære ham at kende.
I en Dagbog, hans Præst havde ført under Daabsforberedelserne, stod skrevet under en Dato, jeg ikke længere husker:
"Undertiden overfaldes jeg af en uforklarlig Uro, naar jeg skal læse med Christian. Jeg har somme Tider en Følelse af, at det er den skinbarlige Satan, jeg har for mig.
Da jeg i Dag skulde hen at undervise Hedningerne, blev jeg igen greben af denne Angst for at staa Ansigt til Ansigt med Christian; og jeg maatte lade dem vente, medens jeg gik ned til Havet for i Ensomhed at styrke mig i en Bøn til den almægtige Gud."
Tilfældet førte mig sammen med denne Christian, og gennem nogen Tids Samvær lykkedes det mig at vinde hans Fortrolighed.
Men helt klar over ham blev jeg dog aldrig. Hans Øjne gjorde mig altid usikker.
Kun hos anskudte Rener mindes jeg at have set dette sky, fortvivlede Blik!
Der kunde pludselig over hans Ansigt fare en Trækning, der gav ham en mærkelig Lighed med et træt og tæmmet Rovdyr .....
Og saadan forholdt det sig vel ogsaa. Den hjerteløse Drabsmand var en Dag bleven skræmt af sine egne Hand-
