131
AVIAJA OG HANS SLÆGT.
Oqartaqangitseq havde mistet flere Børn, der var døde af Sygdom lige efter hinanden. Han var en stor Aandemaner og holdt i den Anledning Aandebesværgelser; og hans Hjælpeaander fortalte ham, at det var en Mand paa Pladsen, Aviaja, der havde røvet hans Børns Sjæle.
Oqartaqangitseq myrder derpaa Aviaja, og Christian var ham behjælpelig.
De sønderskar som sædvanlig Liget, puttede Hovedet i en Kajakblære og kastede det ud i en Sø. Resten af det sønderlemmede Legeme blev dækket til med Sten.
Men Øjnene havde de skaaret ud af Hovedet, og gamle Perujuvatsiak, Christians Moder, havde dem hele Vinteren igennem i sin Vægstenslampe. Det var for at blinde Sjælen, hvis den skulde ville hævne sig .....
Aftenen efter Mordet kommer Aviaja's Kone fortvivlet og spørger efter sin Mand; hun vidste intet om det, der var sket.
"Han er vist myrdet!" raabte hun grædende ind ad Vinduet og løb saa sin Vej for at søge efter ham. Først ud paa Natten kom hun jamrende tilbage; nu havde hun fundet ham ....
Og saa lukkede hun sig inde i sit Hus sammen med sine seks Børn for at sørge.
Vi boede dengang ved Anoritôq; det var langt ud paa Efteraaret, da Aviaja blev myrdet. Hen paa Vinteren udbrød der Hungersnød paa Pladsen; Sydvest, Sydvest, Sne, ingen Fangst! Vi maatte æde vore Kajakskind, og et Bjørneskind, som ellers var hengemt som Handelsvare, blev sønderskaaret og spist.
Aviaja's Enke kunde ikke klare sig Sultetiden igennem. Ingen af de andre hjalp hende og hendes seks Børn, — nej, det er sandt, det mindste af Børnene havde hun dræbt kort efter Mordet; hun knuste det lille Barns Bryst mod en Sten og begravede det hos Faderen.
Da Konen indsaa, at de maatte komme til at dø af Sult
