123
ÆGTESKABSDRAMAET I LINDENOWS-FJORD.
Det blæste, Sneen faldt, og det smaaføg. Manden krympede sig i Trækninger, hver Gang Snefoget strøg ind over ham.
"Nej, jeg vil dog aldrig blive Mand mere!" havde han sagt, og saa havde han styrtet sig ud i Havet.
Mordersken Katiaja var en mærkelig Kvinde. Hun var
høj og smuk med lys Hudfarve. Hun havde Kræfter som
en Mand og gik paa Fangst, medens hun var ugift, sammen
med Mændene. Hun havde i Reglen flere Hunde end disse.
Jeg husker saa tydeligt en Vintermorgen, hun var gaaet paa Fangst, før det var bleven lyst. Dagen havde neppe gryet, før hun kom kørende hjem igen med en stor "befostret" Remmesæl paa Slæden. Da var Mændene knapt komne paa Benene; og denne store Sæl (vejer c. 6—700 Pund) havde hun ganske ene trukket op paa Isen.
I Kajak kunde hun ogsaa ro og fange med Harpun; hun var endda heldigere i sin Fangst end Mændene. Ja, hun var en mærkelig Kvinde, morsom at være sammen med, men farlig!
Da hun blev gift, hørte hun op med at gaa paa Fangst. Efter Mordet paa sin Mand og sin Medhustru begik hun endnu et Mord. Det var Ijajup's Enke; jeg kan ikke rigtig huske, hvad hun hed, det var vist Niarajuak.
Enken var ganske uskyldig, men Katiaja beskyldte hende alligevel for at skade sine Landsmænd ved Aandebesværgelser.
Det var Løgn.
En skønne Dag overfaldt Katiaja Enken med en Bøsse. Hun skød, men dræbte ikke Niarajuak, der flygtede i Løb, men faldt, da hun var kvæstet. Og saa lod Katiaja hende ligge blødende ude i Sneen, uden at have slaaet hende helt ihjel.
Men en af Pladsens Kvinder fik Medlidenhed med hende, tog en stor Sten og knuste hendes Hoved.
