118
INDLEDNING
Da det var deres Agt at lade sig døbe, blev det dem meddelt, at de skulde slaa sig ned i Frederiksdal, det gamle Hernhutersted, Sønden for Julianehaab, og der skulde de gaa til Daabsundervisning hos Præsten. Straks maatte da Emanuel give Afkald paa den Kone, han sidst havde taget. Det var nemlig en gammel Praksis hos Missionærerne der paa Stedet, at Kirken kun anerkendte den første Kone som en Mands eneste retmæssige, ganske uden Hensyn til Mandens Sympatier; Medhustruen blev erklæret for at være Enke.
Saaledes skete det, at Sofie, der altid havde været sin Mands Favoritkone, maatte trække sig tilbage til Fordel for sin ældre Søster og anlægge det sorte Topbaand, der i Grønland bæres af Enker.
Sofie saa sig nu pludselig uden Forsørger, og hendes lille Datter, der blev hos hende, regnedes for faderløs. Fra offentlig Side blev der ingen Understøttelse tilstaaet hende; ja, det skulde da være Forstanderskabets nedværdigende Fattighjælp, om det skulde gaa saa vidt. (Det er jo Sagen uvedkommende, at Præsten privat var meget godgørende over for Sofie.)
Hvad værst var: Efter Fraskillelsen, der jo var paatvungen af Kirken, ansaa Emanuel sig for at være uden Forpligtelser mod sin forhenværende Hustru og Datter. Der blev nu anvist de to en Familie, de kunde tage ind hos; der fik de Kosten, mod at Moderen skulde gøre alt Pigearbejde i Huset. Klæder maatte hun selv se at skaffe sig, og det var ikke altid saa let.
Det er en gammel Skik i Sydgrønland, at enhver, der kommer ned til nyfangen Sæl, faar sin Part: et lille Stykke Spæk af Mavepartiet, paa en tre—fire Tommers Længde og en god Tommes Bredde, med Skindet paa. Det spises raat med Hud og Haar og kaldes Tamorassâq: "Tyggebid", fordi det er saa behageligt at tygge; man kan blive ved at tygge en saadan Tamorassâq en hel Time igennem. Det er
