107
DEN STORE VÆKKELSE I EVIGHEDSFJORDEN
Da de nu havde faaet megen Myndighed over deres Bopladsfæller, bestemte de, at al jordisk Ejendom skulde være fælles for Menneskene; alt Bytte, al Fangst skulde bringes til Habakuk, der uddelte det til dem, der trængte til det.
Og man bredte store Vandskind ud over Habakuks Gulv, og det blev Skik, at man paa disse opdyngede Dagens Fangst.
Da alle Bopladsfællerne sluttede sig til Habakuk, faldt ogsaa Kateketen fra sin Kristendom og sluttede sig til de andre.
Kateketen var en Efterkommer af en dansk Mand, som havde boet ved "gamle Sukkertoppen" og hed Bertel Larsen. Kateketen selv hed Josef; og snart blev der ikke givet ham andet Arbejde end at nedskrive Habakuks og Marie Magdalenes Spaadomme. Til sidst slap alt Papir paa Pladsen op, og han maatte nedtage Husets Skindtapeter og skrive paa dem.
Alle Fangerne var snart saa optagne af alt det, der gik for sig hos Habakuk, at de ikke mere tog paa Fangst, men levede af deres Vinterforraad. Kun en enkelt Mand sluttede sig aldrig til Profeten; det var Sem.
En Dag, da der som sædvanlig var Møde, og Profeten talte om sine Aabenbaringer, gik han ind i Huset for at høre derpaa. Han fortæller, at da han kom ind, slog en underlig Lugt af Orm op i Næseborene paa ham.
"Hvorfor lugter I alle sammen?" sagde han til dem, da han gik, og søgte dem aldrig siden.
Men min Bedstemoder har fortalt mærkelige Ting om, hvad de foretog sig hos Habakuk. Naar en eller anden af Tilhængerne uden nogen som helst Grund følte Trang til at græde, brast hele Forsamlingen i en forfærdelig Graad, og de græd, saa Snottet stod dem ud af Næsen, og de slyngede det op paa Væggene, der efter en saadan fælles Graad kunde være ganske slimede. Men naar saa pludselig en i Forsamlingen slog sig paa Maven og gav sig til at le, gjorde alle de andre det samme. Og de kunde da le saaledes,
