89
I HVALROSFANGERNES LEJR
Fangst, naar Sælerne kravler op paa Isen for at sole sig. Og — saa har vi været Aaret rundt."
"Fortæl noget om din Fangstkammerat!"
"Ja, han var noget ældre end jeg, større og stærkere. Det eneste, der holdt os hjemme fra Fangst, var Sydveststorm. Men saa morede vi os i Stedet med at lade Braadsøerne under Land tumle med vore Kajaker. Dengang forstod ingen af os sig paa, hvad der var farligt. Vi stak Aarerne ind i Kajakremmene, foldede Armene over Brystet og lod os begrave af Søerne. De gamle holdt os aldrig tilbage. Ingen ængstede sig for os. "For vi to var nu eengang bestemte til at leve," mente man, og ganske rigtigt. Ové er først død for nylig i en fremrykket Alder. Og jeg, jeg lever jo endnu, trods alt.
Aa, du skal høre mere om Ové, det vil more dig. En Sommer vi sejlede med Konebaad, Ové og jeg fulgte med i Kajak, saa hændte det, at — — — —"
"Kaffebud fra Ejalik's til Kunut!" raabtes der udefra.
"Saa lad mig bare sluge denne Historie," afbryder David.
"Ja, indtil videre," — og saa i Tøjet og ud til Dagens Besværligheder. — — —
21. September.
Lejren er meget optagen af nogle Spor, Lutivik har set oppe i Nærheden af Kingigtok-Fjældet. De var to Gange Fodsbredde, men aflange. Bjørnespor kunde det altsaa ikke være. Og til at være Renspor — alt for store. Ved at følge Sporene et Stykke fandt han en ganske frisk, halvspist Hare. Det kunde kun være ganske faa Timer siden, at den var bleven forladt. Da det heraf maatte følge, at Dyret maatte være lige i Nærheden, og da man for øvrigt vilde vide, at Kingigtok skulde være Opholdssted for visse Uhyrer, ingen nogen Sinde var bleven rigtig klog paa, havde Lutivik bestemt sig til hellere at forlade Sporene og begive sig hjem, af Frygt for, at det skulde være en "Qapiarfik"
