af sin Kjærlighed var ledet til at gjøre et upassende Skridt og brød ud i Taarer. Zülich sluttede hende med Ømhed i sine Arme under en Strøm af Kjærtegn og ømme Navne. Med usigelig Fryd hang Julie sig om hans Hals; aldrig havde hun tænkt sig denne Mulighed, her begyndte hendes kjæreste Drømme at blive virkelige, her var Tilladelsen til at drømme videre; hun sang, dandsede, lo og græd, talte og sagde Intet, hendes Hjerte strømmede over. Stakkels Pige! hun havde aldrig anet, at hun var Gjenstand for Zülichs Efterstræbelser, med en vis Stolthed, ja næsten Frastødenhed havde han stedse behandlet hende og kun i visse Øieblikke, ligesom med Vold trukket hende til sig. Zülich var for klog til at lade sin glødende Vellyst komme til Udbrud, han havde sat sig i Sophaen og betragtede den overgivne Julie med en Faders ømme Blik. Nu og da gjengjældte han hendes lidenskabelige Kjærtegn og opmuntrede hende ved at tale om deres Fremtid. "Jeg er ikke rig og kan først gifte mig om flere Aar. Vi maae derfor fortsætte vort forrige Liv og opmuntre hinanden ved Flid og Stræbsomhed." Slige Yttringer, der kunde vidne om en inderlig Kjærlighed, der uden Lidenskab kun søger En Gjenstands sande Lykke, gjorde Julie henrykt.
Carl havde imidlertid efter Alfreds Ønske —
