have oplevet mangt et Eventyr sammen i Sommer paa Alleenberg. Han blev forelsket i en Sypige og er nu flyttet fra sin gamle Leilighed og har leiet to Qvistværelser ved Siden af hendes Værelse. Nu har han endelig fundet Paaskud til at besøge hende, — og saa er jo Alt klappet og klart."
"Elsker han hende virkelig?"
"Ja naturligvis, han er forelsket op over begge Ørene, men han mener, at det vil være gaaet over til Foraaret, derfor har han kun leiet Værelserne paa et halvt Aar. Men er det ikke kjækt, originalt — uhyre fint udtænkt? Hvad synes Du om ham?"
"Fortrinligt. Han interesserer mig særdeles meget; fortæl mig noget mere om ham!"
"Ja, nu skal Du bare høre. Igaar Aftes var jeg oppe hos ham. Vi sadde og passiarede i Mørkningen, da det pludselig bankede paa. — Mutte ich ikke spyrge, om dat ikke var hier, at der Herr Zülich buete — Jo, svarede jeg rask, men da Zülich idetsamme kneb mig i Armen, begreb jeg, at det var en Rykker, og da der var ganske mørkt i Værelset, forsikkrede jeg ham, at han aldrig var hjemme, og at han sjelden kunde træffe ham o. s. v. Aber Jøden vilde s'gu sætte sig ganske ruhig und warten auf
