andrede han i sit Ansigt, koldt og strengt flyttede Øiet sig fra den ene Linie til den anden. Saaledes havde han siddet en Times Tid, da hurtige og lette Trin hørtes paa Trappen og Døren i samme Nu fløi op; det var Carl Wandler. Han var middelhøi og havde en smuk Figur, hans langagtige, mørke Ansigt fik et kjækt og livligt Udtryk af de spillende, brune Øine — et Udtryk, som man i vore Dage næsten forlanger hos ethvert ungt Menneske, man vil kalde smukt.
"Endelig — endelig engang", udbrød han og omfavnede Alfred, der havde reist sig ved hans Indtræden. "Hvor jeg blev glad, da jeg saae, at der var Lys paa Dit Værelse."
Alfred hjalp ham nu hans Overfrakke af og bragte ham til Sæde i Sophaen, medens han selv tog Plads i sin Lænestol ved Siden af — og Conversationen begyndte.
"Naa, Carl, hvordan har Du egentlig havt det ?"
"Ypperligt, og dog reent snavs. Jeg har moret mig fortræffeligt, men jeg troer dog, at jeg har kjedet mig. Ja Du troer nu, at det er Paradoxer, jeg kommer med."
"Nei, tvertimod! Man kan godt more sig af lutter Kjedsomhed og kjede sig over sin egen Morskab."
