og Skoe af og vadede langt ud for at fange Krabber. Gud, hvor saae hun ud! Haaret hang hende ned om Hovedet og sjadskede i Vandet hvergang hun bukkede sig — ja jeg troede virkelig hun var druknet. Og saa ligesom jeg skal til at raabe efter dem, giver hun et rædsomt Skrig og kommer løbende ind paa Strandbredden med Kjolen slæbende efter sig i Vandet — vaad som en druknet Muus."
"Ja men Gud, Moder, der løb ogsaa en stor Krabbe lige over Foden paa mig. Dersom den nu havde bidt mig" — Og hun traadte uvilkaarlig et Skridt tilbage for at see, om der ingen Krabber var paa Gulvet. Alfred faldt imidlertid i Betragtninger over, hvorledes det kunde være, at der aldrig var mødt ham noget Saadant, og fortsatte trolig sine Efterforskninger, indtil Ida kom og sagde "Farvel"; hun gik i Theatret. Et Øieblik efter gik ogsaa Alfred — hjem.
Saasnart han kom ind i sit Værelse, tændte han sin Lampe, tog sin Slobrok paa og begyndte at udpakke nogle Bøger af sin Kasse. Hver Bog besaae han omhyggeligt, pustede Støvet af den og bladede derpaa i den, medens han snart læste et, snart et andet Sted; tilsidst blev han siddende i Sophaen, fordydet i Læsningen af et saadant Sted. Ikke en Mine for-
