nok saa artigt: vil Jomfruen ikke give mig en Tallerken? Det Fæ, hun er s'gu selv Jomfru."
Gadedøren gik, og nu hørte Conversationen op. Margrethe saae ud over Rækværket efter hvem det var, greb derpaa sin Balle og løb op ad Trappen, medens Sophie, zirligt knælende ned, af al Magt begyndte at vadske. En ung Herre kom gaaende langsomt op ad Trappen og standsede ved hver Afsats for at puste. Uagtet hans sorte Overfrakke var godt vatteret, maatte man dog, selv naar man regnede den med, kalde ham meget tynd; maaske kunde hans Høide ogsaa have bidraget noget, men i dette Øieblik gik han ganske krumbøiet, med Hænderne begravede i Lommerne, et Tegn paa, at det var koldt udenfor. Hans Ansigt kunde man ikke see Noget af, da han havde trukket sin Kaskjet heelt ned over Panden og dertil smøget sin Overfrakkekrave op. "Er Etatsraad Dahls hjemme?" spurgte han sagte; "jo, Herre," svarede Sophie indsmigrende, og kom — naturligvis ved et Tilfælde — til at gribe ham om Haanden, da hun vilde hjælpe ham at ringe, men den unge Mand lagde ikke Mærke dertil, thi Fru Dahl aabnede idetsamme Døren.
"Men Gud! er det Dig Alfred," udbrød hun, dreiede hurtigt Døren om, og trak ham gjennem Spisestuen ind i Dagligstuen. "Hvor vi have længtes
