jo godt nedsætte dem som Kjøbmænd. Naar de kunde gjøre et godt Parti, kunde Din Fader vist nok understøtte dem lidt."
Hedevig rødmede dybt ved disse Ord, hun blinkede med Øiet, som om hun vilde tilbagetvinge en Taare, da hendes Fader idetsamme hastigt kom gaaende og kaldte paa hende: "Du maa komme ind at skrive lidt for mig, der er mange Folk i Boutiken, saa Dine Brødre og jeg have travlt nok der. Ja jeg skal sige Dig, Høllo, hun maa en Gang imellem agere Secretair, hvor nødigt jeg vil have det, thi hun læser ofte Papirer, hun ikke maa læse og gjør mig en forfærdelig Uorden med sin Læggen i Orden."
Høllo rødmede ved Tanken om at Hedevig havde læst hans Breve til Onkelen, det smertede ham og uvilkaarlig maatte han udbryde: O! Gud, hvorfor skulde ogsaa netop hun komme til at kjende mine Daarskaber! Derfor altsaa afskyer hun mig; hun hader mig vist, men jeg vil sige hende Alt. Hun var jo dog min gode Søster! Men Leiligheden til at sige hende det kom ikke, skjøndt han hvert Øieblik søgte den. Hedevig undveg ham øiensynlig og med uforstilt Forbauselse saae hun paa ham, da Madam Spindler fortalte hende, at Høllo blev der hele Sommerferien. Saaledes gik Tiden hen for Høllo; flere Timer om
