Men her, her er Noget, der tynger paa mit Hjerte og altid vil tynge. O! Gud, Du tilgiver mig aldrig."
"Jo Gud har tilgivet Dig og Menneskene med." svarede Høllo høitideligt og foldede sine Hænder med et bønfaldende Blik til Himlen.
"Nei! nei! Breiner", raabte Hasle og knugede Hænderne mod sit Bryst.
"Er død", svarede Høllo langsomt og sluttede sin Onkel i sine Arme.
Høllo sov roligt og trygt paa sin Onkels Sopha
den hele Nat. Disse sidste Dage havde næsten udtømt
hans Kræfter; han, der kun var vant til at omgaaes
med sine egne Tanker, der uden at anfægtes af Livets
ydre Tilskikkelser kun havde havt med sine egne gyldne
Theorier at gjøre og som af dem troede at have
smedet sig et Pantser, mod hvilket alle
Omstændighedernes Pile maatte prelle af, med ham havde Skjæbnen
spillet som med en Bolt og gjennem en Skjærsild af
Frygt, Haab, Anger og Rædsel drevet ham til Livets
høieste Maal, til Gud. Som visnede Blade for
Stormen vare hans Ideer faldne, den ene efter den
anden og dog havde hans Liv aldrig været saa fro-
