Mine, ikke at forstyrre ham. Endelig var Høllo færdig; med en ynkelig Vralten naaede han endelig ned til Isen under Tilskuernes Jubel; her rakte Rudolph ham Haanden — men i et Nu var han forbi ham og midt ude paa Isen, hvor han med en mageløs Hurtighed og Sikkerhed gjorde nogle meget graciøse Sving. "Det tænkte jeg sgu nok," mumlede Rudolph og satte efter ham, hvorpaa hele den øvrige Sværm omringede ham for at fange ham, men med useet Smidighed bugtede han sig omkring imellem dem uden at lade sig gribe og uden at støde Nogen omkuld, medens Rudolph i sin Iver rev den Ene overende efter den Anden. Efterat denne Leg havde varet en halv Times Tid, spændte Høllo sine Skøiter af og gik hjem med Valdemar; her spurgte denne ham, hvorfor han havde sagt, at han ikke kunde løbe paa Skøiter, da han dog løb saa udmærket?
"For at more mig," var Svaret.
"Det synes mig en temmelig foragtelig Grund," sagde Valdemar bittert.
Ved disse Ord vendte Høllo hurtigt Hovedet om, rynkede Brynene og saae paa Valdemar med et strengt og stolt Blik. Denne betragtede ham et Øieblik taust, kastede derpaa med Voldsomhed begge Ar-
