at Nogen var venlig imod mig. Men saa kaldte min Onkel mig ind, sagde, at jeg opførte mig som et uartigt Barn og ikke som Confirmant, og gav mig et Ørefigen. Jeg blev saa forvirret, saa bange, Moder; jeg kaldte paa Dig, men saa lo han og raabte, idet han gik: det er Ret, Din Nar, flæb og kald paa Din Moder, det gemene Fruentimmer, men hun bliver nok, hvor hun er og hvor hun fortjener at være. Du vil tilgive ham, Moder, Du er saa god, men jeg kan ikke, jeg vil hade ham evigt. Jeg har kun Mindet om Dig at støtte mig til, og berøver man mig det, staaer jeg ene, ganske ene i den vide Verden. Men jeg vil ikke bukke under; jeg vil staae med mig selv og trodse hele Verden. Men hvad meente han? hvortil sigte disse hadefulde Hentydninger til Dig, jeg saa ofte maatte høre? Disse underfundige Mennesker ville maaske berøve mig Mindet om Dig, min hele Kraft.
13de Mai 1846.
Jeg har tilbragt min Pintseferie hos min Onkel. Jeg kan ikke begribe, hvorledes jeg har kunnet hade denne Mand, men naar man er et Barn, har man ikke Mod til at lee af Folk, man hader dem. Han har vist bedraget mig for mange Penge, og gjør det vist endnu, men jeg bryder mig ikke stort om det;
