Side:Ulf Hemming - Noveller.djvu/202

Denne side er blevet korrekturlæst
194

frem over hende og hviskede sagte, som om han talte med sig selv: "det er næsten gaaet mig, som det gik Drengen i det indiske Eventyr. Han havde vandret hele Dagen i den brændende Hede med sin Vandkrukke paa Hovedet; hans nøgne Fødder vare næsten skoldede af den glødende Sand. Da kom Aftenen, svale Luftninger kjølnede hans Kind, Skyer af glimrende Blomsterduft svævede dybt ned og samlede Dug paa hans Læber, Gudernes Øine kiggede gjennem Skyerne og tindrede af Glæde over den herlige Aften. Da kom han til en deilig, grøn Plet, hvor Græsset groede i Skyggen af et Kort Træ; han satte tin Krukke ved dets Fod, lænede sit Hoved til Stammen og hvilede sig. De store Blade svævede op og ned i Luften, thi Englene havde sat sig paa dem og vuggede sig i Søvn. Han slumrede ind."

Murino, som fortalte med en langsom, neppe hørlig Stemme, havde under Fortællingen lidt efter lidt skruet Lampen ned, saa at han nu kunde slukke den uden at Henriette mærkede det. Hun sad med lukkede Øine og lyttede snart til Musiken, snart til Fortællingen.

"Han slumrede saa sødt og smilede dertil, thi han drømte, at Englene bøiede Bladene ned til Jorden og svalede hans hede Barm med deres kjølige,