Det var fjerde Juledag; Klokken var nylig slaaet 6. Alle Værelserne vare oplyste og Alt sat i Orden for at modtage Balgjæsterne. Fra Jomfru Knaps Værelse hørtes en støiende Musik af fire Musici, der her gjorde deres Forberedelser, ellers var Alt stille, thi Enhver syslede paa sit Værelse med sin Paaklædning, Wilmot traadte ind i Dagligstuen; han kom fra Haven, men da han Ingen saae i Værelset og heller Ingen opdagede i den tilstødende Spisestue, raabte han høit: "Frøken Frida." "Her er jeg," lød Fridas Stemme fra Salen og Wilmot ilede nu hen og slog begge Fløidørene op. Et Øieblik maatte han standse; et blændende Lys mødte ham fra Salen og midt paa Gulvet under den store Lysekrone stod Frida og læste i hans Digte. Skjøndt hun kun havde en simpel, hvid Kjole paa, var hun dog saa deilig, at Wilmot forstenet blev staaende og betragtede hende, indtil hendes utaalmodige Yttring: "hvad vil De?" igjen satte ham i Bevægelse.
"Jeg gik ude i Haven," svarede Wilmot, "og fandt der af en Hændelse i noget Vintergrønt en Stængel med en yndig, blaa Blomst. Den vil jeg forære Dem, naar De vil bære den i Deres Haar i Aften."
"Nei", svarede Frida og tog Blomsten, "jeg bærer aldrig Blomster."
