"Jo det vidste jeg dog, men jeg vidste ikke, at De var herovre." Wilmot vendte sig nu om for at hilse paa Frederiksen; denne sad som fastnaglet til Stolen og betragtede ham med opspilede Øine og gabende Mund, men da han af Wilmots Forlegenhed og dybe Rødme opdagede sit Feiltrin, reiste han sig ærgerlig, bukkede og trippede hen i det andet Hjørne af Stuen, idet han mumlede mellem Tænderne: "jeg er en gammel Gjæk."
"Naa, min gode Wilmot," sagde Pastor Werner venligt, "det kan man ret kalde Herrefærd, at holde sit Indtog i en saadan Equipage."
"Ja, Hr. Pastor," svarede Wilmot, idet han ganske gik ind i en ung, blaseret Cavaleers Rolle, "jeg holder nu meget af at gjøre Effect."
"Ja, det er nu een af Dine elskværdigste Egenskaber, at Du saa gjerne tilstaaer Dine Feil," raabte Ludvig leende.
"Hos mig er den maaske elskværdig. Men saaledes at levere sit Synderegister frem uden Anmodning, kunde ogsaa let være et Tegn paa en stor Skurk."
"Saa" svarede Præsten og flyttede sig uvilkaarligt noget tilbage i Sophaen.
"Ja, seer De Hr. Pastor, jeg studerer Naturvidenskaberne og deraf følger, at Mennesket, som
