"Saae ham? hvem?" spurgte Henriette forundret og gjorde store Øine.
"Ham?" gjentog Frida med et utaalmodigt Kast med Hovedet, som om der kun var een "ham", men besindede sig i samme Øieblik og tilføiede lidt forvirret og skamfuld: "jeg veed ikke, hvad han heed."
"Du veed ikke, hvad han heed," udbrød Henriette leende, "første — sidste, eneste Gang, det er jo en lille Roman. Fortæl mig Noget mere."
"Nei, saa leer Du af mig," svarede Frida og saae stivt paa hende.
"Aa nei vist gjør jeg ei. Formel nu blot, naar der bare ikke er Spøgelser i Historien." Med disse Ord hoppede den 19aarige, unge Kone i Seng og skjulte sig under Dynen ved Tanken om Spøgelser.
"Han kom gaaende med Grevinde Gyldenhjelm," sagde Frida tankefuld, "hun talte til mig og rakte mig Haanden, da jeg gik, og jeg veed ikke hvordan, men han rakte mig ogsaa Haanden."
"Men Herregnd, hvordan saae han da ud?"
"Han saae saa fornem og ædel ud. Han var høi, med mørkt, krøllet Haar og et underligt, melancholsk Smil om Munden. Han gik med hvidt Halstørklæde og sort Kjole."
"Aa! det var ham, som kom til Magnehøi et
