aflægge et Besøg paa Qvistkammeret i Præstegaarden hos de to unge Søstre. Da Henriette kom op, fandt hun Frida liggende paa Knæ foran en Stol, paa hvis Sæde hun havde anbragt Lyset og Maleriet. medens hun med Hovedet støttet til Haanden ufravendt betragtede det. Straalerne fra Lyset brøde sig tusinde og atter tusinde Gange paa de slebne Rubiner i hendes Armbaand, men hun ændsede det ikke, hun havde kun Tanke for sit Maleri og de Minder, der knyttede sig til det.
"Hvad er det, Du bestiller?" udbrød Henriette lidt forundret; "naa det er Maleriet," vedblev hun og satte sig paa Kanten af sin Seng og begyndte at klæde sig af.
"Hvor det ligner!" sagde Frida henrykt, "hvert Træ, hver Blomst." "Ligner?" gjentog Henriette og rakte Haaden ud efter det, "men du retfærdige Gud! det er jo den lille grønne Bænk i Magnehøi Park. Hvor kan dog Frederik være kommet til det? Han kan ikke selv have malet det, han har jo aldrig været der. Men Gud! ja det maa være en Feiltagelse — Maleriet tilhører naturligvis mig."
"Nei det er mit! det er min bedste, min kjæreste Eiendom. Der var det," tilføiede hun sværmende og pegede paa Maleriet, "der var det, at jeg saae ham første — sidste, eneste Gang."
