Behændighed og Styrke greb Frederiksen i Halsen med begge Hænder, saa at han ikke kunde give en Lyd fra sig: "Skurk, Du har Testamentet; jeg vil have det endnu i Aften. Siig "ja" ellers qvæler jeg Dig."
Men Frederiksen kunde ikke gjøre umulige Ting; han var ikke i Stand til at frembringe en Lyd og valgte derfor en anden Udtryksmaade for sin Mening, idet han med Maskinen gjorde et saa kraftigt Stød opad, at Murinos Arme lammede faldt tilbage. I samme Øieblik aabnedes Vogndøren af Tjeneren; man holdt udenfor Skolen. Frederiksen sprang i en Fart udaf Vognen, som derpaa rullede videre. Længe blev han staaende paa Veien og stirrede efter Vognen, men da han ikke længer kunde høre dens Knirken, gik han ind i sit Huus, lukkede omhyggeligt Døren af og tændte Lys. Derpaa saae han strax efter, om Testamentet var i Chatollet og da han holdt det i sine Hænder, gled ligesom en Glædesstraale ned over hans Ansigt. Forsigtigt lagde han det ned og laasede af for det, idet han mumlede: "Forunderligt er det — en Time efter at jeg havde sagt det til Hans Velærværdighed — veed han det — ja, ja — jeg vil Intet sige og Intet troe, men blot gjemme Testamentet — Tiden kommer nok."
Vi maae endnu, inden vi ende vor Juleaften,
