Kone. Klokken blev saaledes 11, uden at Nogen anede det og Murino lod sin Vogn kjøre frem. "De kjører vel med mig," sagde han til Hr. Frederiksen, idet han trak sin Chenille paa og denne svarede i sin Forlegenhed "ja," skjøndt han kun havde 20 Skridt hjem, men hvad skulde han gjøre? Jomfru Knap vilde hjælpe ham Kavaien paa og da det ikke vilde lykkes, fordi han holdt Maskinen i den ene Haand, greb hun Maskinen, men da hun holdt Theepotten i den anden Haand, maatte hun lade Kavaien falde; nu lo Henriette og hvad gjør man vel under slige Omstændigheder — man svarer "ja," naar man mener "nei". Selskabet fulgte Herrerne tilvogns, kun Jomfru Knap, som netop skulde lyse dem ud, blev staaende midt paa Gulvet med Theepotten i den ene og et Lys i den anden Haand, idet hun grædende mumlede: "saa, nu er den Juleaften forbi, — nu er der et heelt Aar, inden den næste kommer — men i den Tid kan der skee meget," afbrød hun sine melancholske Tanker, gjorde Høire om og marcherede ud i Kjøkkenet.
Murino svøbte sig ind i sin Kappe i det ene Hjørne af Karethen og Frederiksen satte sig forsigtig i det andet; Vogndøren lukkedes og nu rullede den nedad Gaarden. Neppe var den kommen ud af Porten, for Murino lod sin Kappe falde og med en Tigers
