"Nei, Jomfruen er blot særdeles munter i Aften," svarede denne.
"Jeg er, som jeg altid har været. Kun maa De huske paa, at jeg nu er Madamme." I dette Øieblik traadte Frida ind. Hun var 16 à 17 Aar, høi og slank. Hendes Ansigt var fuldkomment græsk, en fuldendt Oval, en lige, fintbygget Næse, dybe, mørkeblaae Øine og stridigt, nøddebruunt Haar, der for Ansigtet var flettet og i Nakken bundet op over en høi Kam. Hendes Teint var blændende hvid og fremhævedes endnu stærkere af den sorte, nedringede Kjole; der var noget Stærkt, noget Bestemt i hendes Fremtræden og i hele Ansigtets Udtryk, men et vist Anstrøg af Melancholie, der hvilede paa hendes Øienlaage i Forbindelse med ægte, sand Qvindelighed og Beskedenhed, formildede eller afrundede disse Træk til et skjønt Hele. Ludvig styrtede strax henimod hende, og tog hende i sine Arme, som om han vilde bære hende; hun syntes heller ikke ganske uimodtagelig for hans Overstadighed, idetmindste gjengjældte hun ham hvert Kjærtegn, hvorimod hun kun sagtmodigt rakte Frederik Haanden.
"Men, hvor Du seer daarlig ud, Frida!" udbrød Frederik ømt.
"Ja," svarede Fru Werner lidt fortrydelig, "jeg
