paa een af Herregaardene ved Roeskilde, men jeg veed ikke rigtig Besked. Det Hele foraarsagedes ved et Brev, der laa til ham paa Banegaarden, og han kommer derfor først imorgen."
"Gudskeelov," mumlede Frederiksen og samlede Ludvigs Reisetøi sammen. "Saa er vi da fri for ham i Aften," fortsatte han, idet han mekanisk greb Præstens Lampe, og trippede bagefter ham og Frederik ind i Dagligstuen. Her herskede alt Andet end det, Hr. Frederikfen kaldte Fred og Ro. Ludvig var allerede færdig med at hilse og stod nu og courtiserede Jomfru Knap, der med hele en gammel tro Huusholderskes Patronesseværdighed udbad sig Tilladelse til ogsaa fremdeles at turde sige "Du" til ham, medens Henriette halv ærgerlig rykkede ham i Frakken, fordi han ikke vilde fortælle hende noget mere Nyt. Frederik havde sat sig i Sophaen mellem sin Moder og Fader, og afhandlede nu atter det Thema: hvorfor Hr. Wilmot ikke kom førend imorgen. Hr. Frederiksen havde imidlertid forsigtigt sat Lampen paa et Consolbord, og var derpaa sunken i dybe Tanker henne i Præstens Lænestol ved Kakkelovnen, medens hans Øine bestandig flyttede sig fra Madam Henriette til Jomfru Knap og fra Jomfru Knap til Madam Henriette. Denne blev tilsidst utaalmodig over Ludvigs Courtisering og
