Side:Ulf Hemming - Noveller.djvu/160

Denne side er blevet korrekturlæst
152

aldrig at vide, thi saa havde han saamæn pryglet sin Fader til at gjøre det om igjen. Da nu den gamle Herre døde 1849, tog jeg strax over til Jylland og ned til den gamle Præst, men Herre, Du milde Gud! Præstegaarden var afbrændt, overalt i Byen laae Soldater og hvor jeg spurgte om den unge Harald, lo man af mig. Den gamle Præst var død, men hvor Dattersønnen var, vidste Ingen. Nogle sagde, han var Landsforræder; Andre sagde, han var flygtet med en Skuespillertrup ned til Tydskland og det troer jeg snarere. Testamentet gjemmer jeg nu, for han kommer nok engang igjen og den unge Murino veed da heller ikke rigtigt, om det er til eller ikke."

"Ja De maa naturligvis sige det Hele til den unge Her Murino," svarede Werner, "for at han kan opsøge sin Broder, hvis hele Liv maaske ellers er forspildt."

"Aa Gudbevares, det gaaer saamæn ikke an, Deres Velærværdighed, for saa myrder han mig."

"Aa sikken en Snak! Nu skal jeg tale til Hr. Murino om det, og saa gjemmer De imidlertid Testamentet. Jeg skal nok tale med ham; jeg staaer ham maaskee nærmere end De troer. — Ja mellem os sagt, han frier til min yngste Datter Frida."

"Aa hun vil saamæn ikke have ham."